Fødsel, faderskab og navngivnig

Fødsel
Alle fødsler skal anmeldes til kirkekontoret. Hvis en jordemoder har medvirket ved fødslen, anmelder hun fødslen.

Kun hvis der ikke har medvirket en jordemoder ved fødslen, skal moren selv anmelde fødslen. Det gøres på blanketten fødselsanmeldelse, som afleveres eller sendes til kirkekontoret hurtigst muligt efter fødslen. Herefter får barnet et personnummer.

Faderskab - fælles forældremyndighed
Hvis forældrene er gift 
registreres morens ægtemand automatisk som far til barnet, og forældrene skal ikke foretage sig noget i forbindelse med fødslen.

Hvis forældrene ikke er gift , har de mulighed for at anmelde faderskabet og fælles forældremyndighed senest 28 dage efter barnets fødsel. Det gøres med NemID på www.borger.dk
Er der særlige grunde til, at I ikke kan benytte NemID kan blanketten "omsorgs- og ansvarserklæring" udskrives fra www.borger.dk, og afleveres til kirkekontoret inden barnet er 28 dage gammelt. BEMÆRK, at blanketten samtidig (samme dato) skal underskrives af to vidner, med mindre forældrene underskriver blanketten på kirkekontoret under overværelse af personregisterføreren/kordegnen. Blanketten kan også udleveres på kirkekontoret.

Afgivelse af omsorgs- og ansvarserklæring medfører fælles forældremyndighed.

Har vi ikke modtaget omsorgs- og ansvarserklæring fra jer inden barnet er 28 dage gammelt, vil vi give besked til Familieretshuset, der så behandler faderskabssagen.

Hvornår skal vi kontakte Familieretshuset?
Ønsker I ikke fælles forældremyndighed, skal I kontakte Familieretshuset.
Det samme gælder, hvis I ønsker:

    • omsorgs- og ansvarserklæringen godkendt inden barnets fødsel. Kopi af den godkendte blanket sendes/afleveres til kirkekontoret, når jeres barn er født.
    • at rejse en faderskabssag for at afgøre, hvem der er far til barnet.
    • at få registreret medmoderskab

Navngivning og dåb
Et barn skal have navn inden det fylder 6 måneder. Det kan enten ske ved dåb i enhver dansk sognekirke eller i et anerkendt trossamfund eller ved navngivning.

Dåb
Ønsker du at få dit barn navngivet ved dåb i Herfølge Kirke, skal du kontakte kirkekontoret for at aftale tidspunkt for dåben. Du kan kontakte os angående dåb ved at udfylde denne forespørgsel. Ønsker du dåb i en anden kirke eller i et anerkendt trossamfund, skal du kontakte præsten eller kirkekontoret der, hvor dåben skal foregå.

Et barn bliver ikke automatisk medlem af folkekirken ved fødslen.  Man kan kun blive medlem af folkekirken, hvis man er døbt med en kristen dåb.

Navngivning
Ansøgning om navngivning sker med NemID på borger.dk. Har I fælles forældremyndighed skal ansøgningen signeres af jer begge to.

Lidt om navne

Godkendte fornavne
Et barn skal have et eller flere fornavne. Som fornavn må man ikke vælge et navn, der kan være til ulempe for barnet. Et fornavn skal være godkendt, og Ankestyrelsen har udarbejdet en liste over godkendte fornavne. Hvis forældrene ønsker, at deres barn skal have et fornavn, der ikke er godkendt, er der mulighed for at søge om godkendelse af navnet. Ansøgningen skal være begrundet, og indgives til personregisterføreren/kordegnen. 

Efternavn
Et barn skal have ét efternavn. Man kan have flere for- og mellemnavne, men kun ét efternavn.Til efternavn kan bl.a. vælges et navn, som barnet har slægtsmæssig eller lignende tilknytning til eller et patronymnavn - dvs. mors eller fars navn efterfulgt af -søn eller -datter. To navne, som barnet begge har ret til at bære som efternavn, kan forbindes med bindestreg, og bliver således til ét efternavn. Endvidere kan gives et frit efternavn. En gang årligt offentliggøres hvilke efternavne, der er frie. 

Mellemnavn:
Man kan - men skal ikke - give sit barn et eller flere mellemnavne. Et mellemnavn har som udgangspunkt efternavnskarakter. Det kan være et navn, der har været mellemnavn i slægten i mange år eller f.eks. en af forældrenes efternavne.

Et mellemnavn vil senere kunne tages til efternavn. Til mellemnavn kan man også få et godkendt fornavn, der betegner det modsatte køn. Dette mellemnavn vil dog ikke siden kunne tages til efternavn.

Du er vekommen til at kontakte os!
Har du spørgsmål i forbindelse med fødsel, faderskab eller dåb/navngivning er du velkommen til at kontakte kirke- og kirkegårdskontoret.