Hurra for Klub Q

Hurra for Klub Q

Hurra for Klub Q

# hjemmeside

Hurra for Klub Q

Rammerne er enkle: Der er et varmt lokale, kaffe og brød til dem, der møder op. Og så er der tovholder Lene som byder varmt velkommen, når man træder ind ad døren. 

Resten er ganske uforpligtende. Der er ingen mødepligt eller krav om tilmelding, det eneste krav er, at man skal være kvinde. For Klub Q er en samtaleklub kun for kvinder, og dem er der masser af hver anden mandag, når de mødes i Herfølge Sognegård. 

Denne mandag fejrer klubben 3-års fødselsdag, og det kan de gøre med stor succes. Det er nemlig ikke kun fødselsdag der skal fejres, men alt det klubben er blevet til. Nu på tredje år har antallet af deltagere været støt stigende. Der er de faste deltagere, men altid plads til nye. Spørger man nogle af de ca. 30 fremmødte, som har fundet frem på trods sne og kulde, så er de stort set enige: klubben er et dejligt sted at komme for at få en snak eller bare være.

Hvor kom idéen fra?
Det allerførste spæde initiativ opstod til fællesspisning i forbindelse med en Allehelgen gudstjeneste i 2022. Her deltog Vivi, som netop havde mistet sin mand. Hun deltog i nogle gode samtaler og oplevede en fælles forståelse, og da hun gik hjem, tænkte hun, at det skulle der bygges videre på! 

Derfor tog hun fat i sognepræsten som efter et møde i menighedsrådet fandt frem til Lene (menighedsrådsmedlem), som meldte sig som tovholder til at lave en kaffeklub for kvinder – i første omgang for kvinder, der havde mistet, hvilket Lene også selv kendte til.

En, to, mange
Til første møde i klubben for 3 år siden var de 7. Men med Lene ved roret blev der skabt en afslappende og varm stemning, og det blev hurtigt til flere i fællesskabet. I dag er det ikke kun kvinder, der har mistet, men også kvinder der af mange forskellige årsager, ser det som et åndehul at mødes her. Når man har lyst og overskud, altså.

Uforpligtende fællesskab
Det er nemlig ganske uforpligtende at møde op, hvilket mange af ’klubdeltagerne’ nævner som en fordel. Det er også trygt sted, hvor man kan være social, få nye inputs og give noget til andre:  

- Mange veninder er jo faldet fra, fortæller Anita på 83 år, så med klub Q kommer jeg ud og får gode tips til bøger og lov til at komme med hjemmebagt kage med de sidste rabarbere fra haven, hvis jeg har overskud til det.

Der er også Åse, som har været i klub Q i 2 ½ år. Efter en blodprop i hjernen, bliver hun hurtig træt. Men mandag formiddage kan hun lige overskue, for så hun kan gå hjem at sove bagefter:

– Jeg kender ikke nogen, som tager så godt imod én som Lene, siger hun, og det er rart at have et sted at snakke. Vi har ikke faste pladser, og sidder derfor forskelligt fra gang på gang. På den måde møder man mange forskellige kvinder. Og man kan komme, som man er.

For Bitte har det givet en lettere overgang fra arbejdsliv til pensionisttilværelsen:

- Det er et værn mod ensomheden. Selvom der er masser af børnebørn, der kræver sit, så er det livgivende at mødes med andre, man ellers ikke ville snakke med.

Hører man ikke så godt, så tales der bare lidt højere. Og snakken går livligt også denne mandag, hvor Lene for overrakt en lille gave fra Herfølge Menighedsråd, og hun må knibe en tåre: Tak. Der ville slet ikke være nogen klub Q, hvis I ikke kom!

Vil du være med kan du kontakte tovholder Lene Jensen på mobil 2851 6878 eller hold øje med kalenderen for næste mødegang i Klub Q. Der er altid plads til en mere!

Du vil måske også kunne lide...

0
Feed

Herfølge Kirke

     Kirkepladsen 1, 4681 Herfølge
    Tlf. 5627 5109
herfoelge.sogn@km.dk