Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Jeg er teolog fra Københavns Universitet og har været ordineret til embede siden 2015.

Privat såvel som professionelt er jeg optaget af de helt store spørgsmål i livet, dem vi alle tumler med i glæde, i sorg og i hverdagen. Sjæle(om)sorgen er det naturlige omdrejningspunkt i mit virke – den gode fortrolige samtale, det omsorgsfulde møde mennesker imellem.

Jeg tror på at vi alle er skabt i stor kærlighed af en levende Gud der i høj grad kerer sig om hver eneste en af os og som med livets gave har givet os ind i et forpligtende fællesskab med vores mangfoldighed af vidt forskellige medmennesker. Ingen er uønsket eller overflødig. Det kan indimellem være vanskeligt at få øje på, det kan føles svært at leve op til eller måske i det hele taget forholde sig til. Derfor er det betydningsfuldt at vi søndag efter søndag kan mødes i kirken og sammen fejre det forunderlige der skubber os i hinandens retning, der giver os mod til at række ud og give en varm hånd tilbage.

Jeg ser frem til at lære jer alle at kende og glæder mig meget til at blive en aktiv del af kirkelivet i Herfølge.