Reflektion 4. søndag efter påske af Mogens Funder Larsen

Evangeliteksten i dag kommer fra Johannesevangeliet 8,28-36: Jesus sagde da til dem: »Når I får ophøjet Menneskesønnen, da skal I forstå, at jeg er den, jeg er, og at jeg intet gør af mig selv; men som Faderen har lært mig, sådan taler jeg. Og han, som har sendt mig, er med mig; han har ikke ladt mig alene, for jeg gør altid det, der er godt i hans øjne.« Da han talte sådan, kom mange til tro på ham. Jesus sagde nu til de jøder, som var kommet til tro på ham: »Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.« De svarede ham: »Vi er Abrahams efterkommere og har aldrig trællet for nogen. Hvordan kan du så sige: I skal blive frie?« Jesus svarede dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Enhver, som gør synden, er syndens træl. Men trællen bliver ikke i huset for evigt, Sønnen bliver der for evigt. Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie.«

Her på 75-årsdagen for ophøret af 2. verdenskrig har der været mange udsendelser om befrielsen i fjernsynet. Særligt synes jeg, at rædslerne fra koncentrationslejrene har fyldt. Man viste i den forbindelse også et show med en jødisk stand-up komiker, som havde en ret direkte joke: Det var en mand, der sagde en joke til Gud om livet i en koncentrationslejr. Hertil siger Gud: Det er da ikke sjovt. Manden svarer: nej, man skulle nok have været der for at forstå den.

Sådan bliver man stadig den dag i dag nødt til at forholde sig til den rædselsfulde gerning i humor, hvis man tilhører dem, der blev ramt. Og sådan er det stadig svært at forstå, at Gud tilsyneladende svigtede, da det virkelig gjaldt, og mennesker var i ufattelig stor nød. Ok, jøderne bekender sig ikke til vores kristne Gud, men det gør jo ingen forskel: Også vi bliver forurettede over, at vores Gud, Fader, Søn og Helligånd bare kunne lade uhyrlighederne under 2. verdenskrig ske, uanset, hvem de ramte, også vi må spørge, hvor han var.

Hvor er Gud henne, når ondskab over al forstand får lov at udfolde sig?

Hvor er Gud henne, når sygdom, sult og elendighed får lov at rulle ind over verden?

Hvor er Gud henne, når det enkelte menneske rammes af tab, smerte og sorg?

Er han gået bort for en tid? Er han pensioneret? Er han der slet ikke?

På baggrund af det paradoks har teologer i det meste af to årtusinder diskuteret, hvordan Gud på én gang kan være til og alkærlig og almægtig og samtidig lade det onde ske. Buddene er mange: Det er en proces, vi skal lære noget af. Det er for at prøve os. Det er de stærkeste, der får de sværeste udfordringer. Det er en straf for noget, vi har gjort. Det er noget, vi skal blive stærkere af. Det er for de ramtes eget bedste. Det er for at undgå et endnu større onde til gavn for menneskeheden. Det er i virkeligheden slet ikke Gud, men en ond modgud, der er skyld i alt det onde.

Det er klart, at vi bliver nødt til at prøve og forstå Gud og finde rimelighed hos Gud, når det onde rammer os, hvis Gud stadig skal have noget at betyde, og vi ikke bare som nazisterne og tilsvarende fanatikere og medløbere vil bruge ham til at sætte os ud over menneskelivets værd uden skyggen af argumenter.

Guds veje er svære at forstå - på engelsk siger man: God works in mysterious ways – Gud arbejder i det skjulte eller på skjulte måder. De måder står det ikke til noget menneske fuldt at forklare og forstå. Men hvis vi bruger Guds skjulthed til at acceptere ondskaben i verden, så er vi på kant med os selv. Selv når Gud arbejder på skjulte måder, må det ske af hensyn til det gode. Sådan er vi også i Guds skjulthed henvist på vores tro på det gode og Guds barmhjertighed. Sådan er vi i sidste ende, når al argumentation løber tør henvist til at vælge: om vi tror på det onde, der boltrer sig for vores øjne, eller vi tror på kærlighedens Gud og på en guddommelig plan med hver og en af os - på trods af ondskaben. På trods af koncentrationslejrenes uhyrligheder og masseudryddelser og på trods af uendelig meget andet, som er foregået og foregår den dag i dag i menneskehedens historie og i vores egen, hvor vi også erfarer udfordringer, lidelse og nederlag.

Kan vi midt i trængslerne finde den kærlighedens ånd, som Gud har efterladt til os, eller må vi sige, at den er fraværende, fordi verden ikke er et glansbillede?

Vi må erkende at ondskaben er i verden. Men det er kærligheden også. Og hvor kærligheden er, dér er også den Gud, som skabte os mennesker i og til kærlighed. Er det ikke, når vi kan se den kærlighed - selv i det værste – og lige så vigtigt følge dens ord, at vi virkelig er frie?

Sådan må vi tro på Guds nærvær, også når vi - som disciplene - for en tid ikke kan se Ham. Vi må stole på kærligheden, der er den mægtigste kraft i verden, og vi må håbe på, at alt det gode trænger sig frem til sejr.

”Fordi han kom og var som morgenrøden
Og brød Guds tavshed og vor angst for døden
Fordi han fyldte verden med sin tale
Og lukked porten op til himlens sale.
Fordi han var Guds Søn og en af vore
Og gik omkring i gader og i gårde,
Fordi han fik de stejle til at ryste
Og lod de blinde se og småfolk trøste.
Så kan vi holde ud i onde dage,
Så ved vi, vi er ikke ladt tilbage
Så kan vort brudte håb som solen stige,
Så kan vi se, at kommet er Guds rige.”

Amen

Håbstango - 884 i 100 Salmer - hør melodien her

Ophavsret: